SKAB EN “SKOLEPORTAL”
Hos Scenit vil vi gerne være med til at styrke skoler og børneinstitutioners brug af teatret. Derfor vil vi gerne lancere en skole/institutionsportal for alle teatre i Scenit-samarbejdet.
Hensigten med portalen er at skabe et overblik over udbuddet af forestillinger, som er velegnede til specifikke aldersgrupper, og er henvendt til undervisere og pædagoger. Samtidig skal sitet også have nogle meget enkle faktureringsprocedurer. Har du lyst til at sidde med i et udvalg, som skal være med til at kvalificere sitet og komme med input til opbygning samt features på sitet? Tanken er ikke, at sitet skal indeholde teatrenes skole- og undervisningsmateriale, men hvis det vurderes som vigtigt, vil der muligvis kunne linkes direkte til teatrenes eget skolemateriale.
Vi har, i følgegruppen, nedsat et underudvalg der foreløbig består af Lasse Frank – Teatret Zeppelin, Allan Grynnerup – Ishøj Teater samt Thea Kulavig – Zangenbergs Teater. Vi modtager naturligvis gerne input fra alle teatre på mail, og har du lyst til at deltage i underudvalgets arbejde, så send en mail til Søren på sv@scenit.dk. Vi regner med, at der vil blive afholdt 2-3 møder i løbet af efteråret.