Pressemeddelelse: SCENIT FÅR NY BESTYRELSESLEDER OG OPRUSTER MED 2 NYE BESTYRELSESMEDLEMMER

Scenit går i 2022 ind i en ny tid med ny bestyrelsesleder og 2 nye bestyrelsesmedlemmer. Scenits mangeårige bestyrelsesleder Henrik Køhler er sammen med Henning Kærsgaard trådt ud af bestyrelsen ved årsskiftet i forbindelse med udløbet af deres bestyrelsesperioder. Henrik Køhler har givet stafetten som bestyrelsesleder videre til Christina Østerby, der har siddet i Scenits bestyrelse siden 2017.

Christina Østerby er Scenits nye bestyrelsesleder

Christina Østerby er CEO hos C the Culture og har tidligere bl.a. været direktør for Gyldendals Bogklubber og chef for Planlægning, Salg og Strategisk analyse på Det Kongelige Teater.

Christina Østerby udtaler:

”Der ligger mange vigtige opgaver foran os. Formidling og dokumentation af scenekunst er om muligt vigtigere end nogensinde, og jeg håber at kunne bidrage til at styrke området med en stærk bestyrelse, som har mange års erfaring med innovation, forretningsudvikling samt data- og analyse. Samarbejde og digitale løsninger er fortsat kodeordene for Scenits virke. Det er vigtigt, at Scenit bliver en del af vidensgrundlaget for Kulturens Analyseinstitut, samtidig med at vi skal understøtte en god genstart for teatrene efter flere sæsoner med Corona-restriktioner og nedlukning.”

Bestyrelsen oprustes med stærke kapaciteter

Scenits bestyrelse oprustes desuden med 2 stærke profiler, hentet udenfor teaterverdenen, når Henrik Mulvad og Trine Nielsen træder ind i bestyrelsen med virkning fra januar 2022. Strategisk forståelse, forretningsudvikling og økonomisk overblik har været blandt de kompetencer, som bestyrelsen har lagt vægt på i den nuværende rokade.

Kort om Henrik Mulvad­ og Trine Nielsen

Henrik Mulvad er co-founder af tænketanken Kraka, formand gennem 10 år og nuværende bestyrelsesmedlem. Henrik er tidligere CEO og senior partner i revisionshuset KPMG og har bl.a. arbejdet i internationale og nationale ledelsesroller for Deloitte og Accenture gennem 25 år.

Trine Nielsen er bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut (DFI) og bestyrelsesmedlem hos bl.a. Copenhagen Jazz Festival. Trine Nielsen har tidligere været rektor på Danmarks Journalisthøjskole (DMJX).  

Scenits bestyrelse består fra 2022 af bestyrelsesleder Christina Østerby og 5 bestyrelsesmedlemmer; Christian Have, Trine Wisbech, Peter Mark Lundberg, Trine Nielsen og Henrik Mulvad.

For yderligere information, kontakt venligst:

Bestyrelsesleder Christina Østerby, christina@ctheculture.com / 2551 7904

Scenits direktør Johanne Prahl, jp@scenit.dk / 2286 0931

Fakta om Scenits arbejde:

Scenit er en landsdækkende formidlingsorganisation, hvis arbejde består i at styrke salg, synlighed, formidling og dokumentation af professionel scenekunst i Danmark gennem digitale og partnerskabsbaserede løsninger.

Scenit er den danske scenekunstbranches centrale partner. Scenit er nemlig bindeled mellem teater og publikum, mellem producenter og arrangører såvel som mellem brancheorganisationer og de offentlige myndigheder.

Scenits mission er at sikre mangfoldigheden i dansk scenekunst, og visionen er at vise, at professionel scenekunst er tilgængelig i hele Danmark.

Det gør Scenit bl.a. ved:

  • At give publikum overblik over al aktuel scenekunst i salg på den landsdækkende portal for scenekunst, Scenen.dk.
  • At styrke og udvikle Teaterbilletter-samarbejdet mellem teatre i Storkøbenhavn og dermed kunne formidle scenekunst på platformen teaterbilletter.dk, der tilbyder publikum rabatfordele i klubben Mit Teater. 
  • At give daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser i Storkøbenhavn nem adgang til at købe teaterbilletter til børne- og ungdomsforestillinger på salgssitet teatertur.dk.
  • At udvikle databasen Tereba, Teater Register Basen, der er fundamentet for synliggørelse og dokumentation af hele det professionelle scenekunstliv i Danmark.
  • At give arrangører overblik over produktioner i salg på Produktionssiden.
  • At dokumentere udbredelsen af børne- og ungdomsteater med støtte fra Refusionsordningen
  • At dokumentere udbredelsen af ”smalle” forestillinger med støtte fra Garantiordningen og Turnénetværket.

Derudover involverer Scenit sig i branche- og kulturpolitisk arbejde til gavn for teatre, teaterproducenter, kulturhuse m.m. i hele Danmark. Vi gør en stor indsats for at samle branchen og bevare et godt samarbejde.

Den selvejende institution Scenit blev stiftet i november 2006 af en bred kreds af teatre i Storkøbenhavn.

Seneste Nyheder