Om lidt elsker du Tereba – her er hvorfor

Om ikke andet har coronaen gjort det tydeligt, at vi som branche har behov for al den data, vi kan indsamle om teatrene og deres virke. Sætningen i sig selv er næsten slidt, men her kommer den alligevel: Det er vigtigere end nogensinde, at teatre og arrangører indtaster alle forestillinger i Tereba.

Vi ved, at det tager tid, og derfor er jeres naturlige spørgsmål:

Hvad får vi ud af det?

Helt overordnet kan vi via Terebas data hjælpe politikerne til at træffe beslutninger om hjælpepakker, støtteordninger og puljer med afsæt i opdaterede tal, der giver et konkret og realistisk billede af teaterbranchens tilstand.

For de enkelte teatre og teaterforeninger er Tereba desuden vejen til gratis platforme, der, uden at I skal foretage jer yderligere, hjælper med markedsføringen af jeres forestillinger.

De forestillinger, I indtaster i Tereba, sendes nemlig til Kultunaut, og de kommer automatisk på Scenen.dk.

I får altså noget ud af jeres indsats.

Find indhold til jeres platforme

I foråret blev Scenen.dk relanceret. Teknikken er opdateret, så vi som en korkprop i vand søger opad i Google. Vi har fået et nyt design, og så satser vi på spændende læsestof om teater; fra interviews, portrætter og guides til temaer om blandt andet revy, teaterfotografi, ligesom vi har bedt eksperter, der brænder for en særlig genre, om at dele deres yndlingsballetter, operaer, musicals og skuespil med os. Dertil kommer den nye, kommende serie ”Mød dit teater”.

Med ”Mød dit teater” sætter Scenen.dk spot på teaterforeninger og scener over hele landet. Hvor I som teaterforening eller teater får mulighed for at fortælle om alle jeres spændende tiltag, jeres profil og særkender med direkte links til hjemmeside og billetsalgsside.

Måske har I været på kursus i, hvordan I bedst bruger Facebook? Måske er I allerede rutinerede, men i begge tilfælde oplever I, at I af og til mangler relevant indhold til jeres facebookside.

Der kommer hele tiden nye artikler til

Også her træder Scenen.dk til med en hjælpende hånd og inspiration til jeres kanaler i form af vores artikler. Måske har Scenen.dk en artikel om netop dén turnéforestilling, I får på besøg, eller også har en skuespiller, der gæster jeres scene, deltaget i serien ”Min scene-debut”. Artiklerne kan I frit linke til.

Der kommer ugentligt nye historier til, og du får overblik over de offentliggjorte artikler her: https://www.scenen.dk/artikler-guides/

Scenen.dk får eget nyhedsbrev

I september udkommer også det første nyhedsbrev fra Scenen.dk med et miks af aktuelle forestillinger, temaer og artikler. Blot endnu en måde, som Scenen.dk kan levere indhold til jeres potentielle publikum. Hvis du eller dit teater også skal følge med, så kan du tilmelde dig her: https://www.scenen.dk/element-nyhedsbrev/

Vi modtager gerne ris, ros og gode ideer til Scenen.dk’s indhold på info@scenen.dk.

Seneste Nyheder