Flere end 10.000 billetter bestilt gennem Københavns En-Til-Alle-ordning

Københavns Kommune giver i efteråret 2026 alle børn i kommunale daginstitutioner og skoler mulighed for at opleve en gratis teaterforestilling. Det sker som led i en forsøgsordning, som Borgerrepræsentationen vedtog i foråret, og som trådte i kraft 3. august og gælder året ud.

Der er i alt afsat 1,4 mio. kr. til den såkaldte En-Til-Alle-ordning, hvilket betyder, at op til 30.000 børn og deres voksne har mulighed for at komme i teatret. Forsøgsordningen administreres af Scenit, som i forvejen administrerer en lignende, permanent ordning for Frederiksberg Kommune.

Og ordningen er kommet flyvende fra start; på under en måned har Scenit sendt flere end 10.000 billetter af sted til skoler og institutioner, hvor børnene kan glæde sig til en tur i teatret i dette efterår.

De 10.000 børn, som indtil videre skal i teatret med ordningen, er fordelt på knap 100 skoler og institutioner over hele kommunen, og de har bestilt billetter hos et bredt udsnit af københavnske teatre.

Hos teatrene er der stor begejstring for den nye ordning. Og der er et håb om at den forlænges ud over 2026.  Sidsel Ramdal, der er chef for børneteatret Anemonen siger: ”En-Til-Alle gør en helt konkret forskel, fordi økonomien ikke længere står i vejen for, om en skoleklasse eller daginstitution kan komme i teatret. På Anemonen ser vi det som en del af vores demokratiske dannelsesopgave, at alle børn – uanset baggrund – møder scenekunsten og får de samme muligheder for at opleve, undre sig og forestille sig noget sammen. Derfor håber vi, at forsøgsordningen bliver begyndelsen på en permanent mulighed for Københavns børn.”

Maiken Maigaard, der er direktør for Scenit, supplerer: ”Generelt ser vi en stor begejstring og opbakning fra både teatre og skoler for denne nye ordning. Vi er glade for, at Københavns kommune har så visionære politikere. Og så håber vi selvfølgelig rigtig meget, at ordningen bliver forlænget, så den rigtig kan slå rod og få lov til at folde sig ud,”


Vigtige detaljer om ordningen:

  • Ordningen administreres af Scenit, som også driver teaterbilletter.dk.
  • Gælder for alle kommunale skoler og institutioner i Københavns kommune (private skoler, institutioner og ungdomsuddannelser er ikke inkluderet).
  • Tilbuddet er for børn op til 16 år i grupper på minimum 6 personer – med ledsager(e).
  • Gælder på teatre i Københavns Kommune.
  • Billetterne kan koste op til 40 kr. (BU-gruppeprisen).
  • Omfatter forestillinger, der spiller resten af 2026.
  • Billetter skal bestilles minimum 7 dage før spilledagen.

Seneste Nyheder