Det nye Scenen.dk er lanceret

Vi glæder os til den nye sæson og over, at teatrene endelig må åbne igen. Det har været inspirerende at følge teatrenes opfindsomhed og kreativitet under nedlukningen. Ligesom teatrene har knoklet intenst videre under nye forhold de seneste måneder, har vi i Scenit arbejdet med at få færdiggjort et udvidet og opdateret Scenen.dk, der formidler professionelt teater i hele landet.

Nu er det nye site lanceret og live.  

Det nye Scenen.dk har:

  • et tidssvarende design
  • en ny og forbedret søgefunktion, der blandt andet gør det muligt at søge forestillinger efter genre, region og alder
  • et nyhedsfeed fra teaternyheder.dk
  • fokus på meget mere læseværdigt indhold i form af et artikelmodul med egenproducerede historier, baggrundsartikler, guides og lister, som skal stimulere lysten til at gå i teatret

Indtast i Tereba – til gavn for hele branchen

Alle forestillinger, der er indtastet i Tereba, kan søges og ses på Scenen.dk.

Derfor vi kan kun opfordre til, at I fortsætter med eller begynder på at indtaste oplysninger om jeres arrangementer i Tereba-databasen.

For det handler nemlig ikke kun om, at teatrene på den måde får en ekstra gratis markedsføringsplatform.

Coronakrisen har vist os, hvor stor en rolle kunst og kultur spiller i befolkningens dagligdag, men har også sat en fed streg under hvor vigtigt, det er, at vi som branche dokumenterer vores aktivitet. At vi til hver en tid kan skabe et samlet overblik og trække statistik over teatrenes mange forestillinger, billetsalg, opførelser og turneaktivitet og bruge det til:

  • at påvise og underbygge teatrenes betydning i det samlede kulturbillede overfor politikere og andre interessenter
  • at synliggøre og dokumentere de udfordringer, som branchen til enhver tid står overfor – ikke mindst i den nuværende situation

I øjeblikket tales der om behovet for et Kulturens Analyseinstitut, men i teaterbranchen har vi allerede nu mulighed for at trække meget viden ud af data fra Tereba.

Vi får det stærkest mulige datamateriale, når så mange teatre som muligt registrerer deres forestillinger i Tereba.

Tjek det nye site

Fordi Scenen.dk er til for teatrene, opfordrer vi jer til at tjekke det nye site ud – www.scenen.dk – så I kan se, hvad det kan.

Som altid i opstartsfasen med nye hjemmesider, kan der være børnesygdomme, som endnu ikke er sporet. Så opdager I fejl og mangler, har I ideer til historier til sitet eller lignende, så send os en mail på info@scenen.dk.

Vi vil meget gerne høre jeres input og tage det med i det videre arbejde.

Opgaven med at drive Scenen.dk har Scenit fået af Slots- og Kulturstyrelsen – og dermed i sidste ende Kulturministeriet.

Send os jeres content

Vi gør alt, hvad vi kan for at have overblik over, hvad der sker på scenerne, men vi ser ikke alt. Derfor skal her også lyde en klar opfordring til PR- og kommunikationsfolkene på de enkelte teatre om at huske Scenen.dk, når I skal promovere en ny forestilling, et gæstespil, en turne, en særlig event eller lignende.

Får I taget nogle flotte billeder, optager I små interviews, producerer I en fed trailer eller laver andet delevenligt content – så send selve filerne til info@scenen.dk, så det har mulighed for at komme på sitet (og på Scenen.dk’s facebookside). Gerne via WeTransfer.

Scenen.dk dækker hele landet, så hjælp os med at komme rundt i alle egne.

Seneste Nyheder