Forestillinger får markant større synlighed gennem Teaterguiden

Siden lanceringen i 2025 har Teaterguiden gjort det lettere for indkøbere at finde og købe refusionsgodkendte børne- og ungdomsforestillinger samt turnerende teater – og trafikken til sitet er vokset markant.

Teaterguiden tilbyder en samlet oversigt og guide til indkøb af professionelle teaterproduktioner i hele Danmark. Den samler indholdet fra de tidligere sites Produktionssiden, Den grønne brochure online og Den røde brochure online på én mobilvenlig indgang. Lige nu er 1255 forestillinger repræsenteret på siden. Teaterguiden er udviklet af Scenit med hjælp fra Danmarks Teaterforeninger og Teatercentrum og med støtte fra Kulturministeriet.

Samling og forenkling
Sammenlægningen er en del af Scenits overordnede strategi om at samle og forenkle. Det handler om at samle og forenkle både indgange, systemer og procedurer, så det hele bliver lettere for teatre, indkøbere, publikum og samarbejdspartnere.

For indkøbere af professionel scenekunst betyder lanceringen af Teaterguiden også, at det er blevet lettere at lade sig inspirere og finde og indkøbe teaterforestillinger til for eksempel skoler, kirker, plejehjem, institutioner, teaterforeninger og en masse andre steder, hvor teaterproducenter rykker ud med scenekunst til alle aldre.

Trafikken er vokset
Strategien har båret frugt – samlingen af de tre sites gør udbuddet enklere at finde og giver forestillingerne større synlighed over for professionelle indkøbere. Tallene for sæson 2025-26 viser bl.a.:

  • At antallet af årlige besøgende på siden steg med ca. 20 % til ca. 15.000
  • At antallet af sidevisninger steg med ca. 33 % til ca. 55.000

Læs mere om Scenits rolle, strategi og formål her.


Partnerskabet fortsætter
Scenit har et tæt og fortsat samarbejde med Danmarks Teaterforeninger om blandt andet formidling af teaterforeningernes forestillinger til et bredere publikum via Scenen.dk og Teaterbilletter.dk og om dataudveksling.  Som et led i det tætte samarbejde kan man møde Scenit på Danmarks Teaterforeningers seminar i Kolding den 20.-22. november. Kom forbi vores stand og få en snak om alt fra støtteordninger til markedsføring. Vi glæder os til at se jer!


Har du spørgsmål eller input til Teaterguiden er du altid velkommen til at kontakte Senior IT-projektleder Thomas Christensen på tc@scenit.dk

Seneste Nyheder