SCENIT FÅR NY BESTYRELSESLEDER OG BYDER 2 NYE BESTYRELSESMEDLEMMER VELKOMMEN

Scenit går i 2022 ind i en ny tid med ny bestyrelsesleder og 2 nye bestyrelsesmedlemmer. Vores mangeårige bestyrelsesleder Henrik Køhler er sammen med Henning Kærsgaard trådt ud af bestyrelsen ved årsskiftet i forbindelse med udløbet af deres bestyrelsesperioder. Henrik Køhler har givet stafetten som bestyrelsesleder videre til Christina Østerby, der har siddet i Scenits bestyrelse

Henrik Køhler udtaler i forbindelse med sin fratrædelse som bestyrelsesleder:

”Det har været en stor fornøjelse at være involveret i Scenits udvikling gennem de sidste mange år. Det har givet så meget mening at se udviklingen både inden for samarbejde på tværs af branchen og hvordan Scenit i stadig stigende grad er blevet teaterbranchens digitale knudepunkt. Jeg ønsker Christina Østerby og hele bestyrelsen god vind fremover og glæder mig til at følge udviklingen fra sidelinjen.”

Christina Østerby er Scenits nye bestyrelsesleder

Christina Østerby kommer ud af teaterverdenen, hvor hun bl.a. har arbejdet på Betty Nansen Teatret og Kaleidoskop, inden hun i 2000 kom til Det Kongelige Teater som chef for Planlægning, Salg og Strategisk analyse. Fra 2018 var hun direktør for Gyldendals Bogklubber indtil hun i 2021 stiftede C the Culture, hvor hun rådgiver kulturinstitutioner i strategi, ledelse og forretningsudvikling.

Christina Østerby udtaler:

 ”Der ligger mange vigtige opgaver foran os. Formidling og dokumentation af scenekunst er om muligt vigtigere end nogensinde og jeg håber at kunne bidrage til at styrke området med en stærk bestyrelse, som har mange års erfaring med innovation, forretningsudvikling samt data- og analyse.

Samarbejde og digitale løsninger er fortsat kodeordene for Scenits virke. Det er vigtigt at Scenit bliver en del af vidensgrundlaget for Kulturens Analyseinstitut, samtidig med at vi skal understøtte en god genstart for teatrene efter flere sæsoner med Corona-restriktioner og nedlukning.

Jeg ser at en af de vigtigste opgaver for bestyrelsen i det kommende år vil være at bakke branchen op på bedste vis og jeg håber, at vi kan have en god dialog med jer om, hvordan vi gør det.”

Scenits bestyrelse er selvsupplerende og kompetencebaseret. Strategisk forståelse, forretningsudvikling og økonomisk overblik har været blandt de kompetencer, som bestyrelsen har lagt vægt på i den nuværende rokade. Derfor er det meget glædeligt, at både Henrik Mulvad og Trine Nielsen har sagt ja tak til at træde ind i bestyrelsen.

Kort om Henrik Mulvad­

Henrik Mulvad er co-founder af tænketanken Kraka, formand gennem 10 år og nuværende bestyrelsesmedlem. Henrik er tidligere CEO og senior partner i revisionshuset KPMG og har bl.a. arbejdet i internationale og nationale ledelsesroller for Deloitte og Accenture gennem 25 år.

Kort om Trine Nielsen

Trine Nielsen er bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut (DFI) og bestyrelsesmedlem hos bl.a. Copenhagen Jazz Festival. Trine Nielsen har tidligere været rektor på Danmarks Journalisthøjskole (DMJX).  

Scenits bestyrelse består fra 2022 af bestyrelsesleder Christina Østerby og 5 bestyrelsesmedlemmer; Christian Have, Trine Wisbech, Peter Mark Lundberg, Trine Nielsen og Henrik Mulvad.

Læs mere om Scenits arbejde

Vil du i dialog, så er du altid velkommen til at tage fat i os:

Bestyrelsesleder Christina Østerby, christina@ctheculture.com / 2551 7904

Scenits direktør Johanne Prahl, jp@scenit.dk / 2286 0931

Seneste Nyheder