Alle nyheder

20
dec

Glædelig jul og godt nytår

Scenit siger glæd’lig jul, Scenit siger jul

De’ har været et dejligt år, men slutter lige nu

Scenit siger glæd’lig jul, Scenit siger jul

Et site fyldt med skønt teater, hvor er I bar’ cool!

Vi glæder os til næste år, med alt det I har gemt

for hva mon I taster i Tereba?!

Ihh, hvor er vi spændt!

Scenit siger glæd’lig jul, Scenit siger jul

Syng med på denne Scenit-dinke-duuuu!!!

 

Vi ønsker alle teatre og teaterproducenter i samarbejdet rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

 

Kærlig hilsen

Søren, Kit, Knirke, Trine, Johanne og Pernille

 

PS. Vores julekort skal synges til melodien “Søren Banjomus” 🙂

14
dec

Workshop om gæstespil

Scenit og Billetten afholder i det nye år en workshop for alle teatre, der arbejder med gæstespil.

Workshoppen afholdes onsdag d.16. januar 2019 kl. 10-13 hos Scenit, Nørrebrogade 52, 2.th. 2300 København N

Læs hele invitationen her 

SU. Tilmelding senest d.11 januar 2019 til Knirke kc@scenit.dk

 

1
okt

Statistik for september 2018

Så er det statistik-tid igen. Det går fortsat rigtigt godt med billetsalget både med og uden rabat. Rabatsalget til børn og unge stiger kraftigt lige nu, mens rabatsalget til voksne – typisk teaterrabat, men også virksomheder og foreninger, der køber gruppebilletter – ligger højt i sommermånederne. Både rabatsalg til børn og unge og til voksne ligger pænt højere end sidste sæsons salg.

Det virkeligt glædelige er den store stigning i salget af løssalgsbilletter, som ligger næsten 10.000 stk. højere end på samme tidspunkt sidste år. Den fokuserede markedsføring i september har været en succes. Vi håber også at kunne lokke mange af løssalgskunderne til at købe flere billetter og dermed opnå teaterrabat ved køb til forestilling nr. 3 i sæsonen. Det gør vi med en e-mail-kæde, der går i gang ved køb af løssalgsbilletter og opfordrer publikum til at komme i teatret igen samt gør opmærksom på muligheden for at få teaterrabat ved 3. køb.

Se hele statistikken her …

3
sep

Billetstatistik august 2018

Så er det statistik-tid igen og endnu en gang er vi stolte af at kunne offentliggøre en god månedsstatistik for billetsalg via teaterbilletter.dk. Publikum – unge som ældre – er tydeligvis glade for forestillingerne på de små og store scener, som statistikken her dækker. Det viser sig tydeligt i billetsalget, hvor både teaterrabat-salget, børn- og ungesalget og løssalget er stigende.

Statistikken dækker billetsalg til forestillinger tilknyttet sæson 18/19 i perioden fra 25. april til og med 31. august. Statistikken dækker kun teatre og producenter tilknyttet teaterbilletter-samarbejdet via Scenit.

Se hele statistikken her. 

29
aug

Debatten bevægede publikum

Uden for piskede sommerregnen ned, men inden for på Limfjordsteatret blev der diskuteret scenekunst, grinet og klappet. Torsdag d.23. august 2018 deltog Scenit som medarrangør i debatarrangementet ”Scenekunsten bevæger os” under Kulturmødet på Mors. Anne Middelboe Christensen var moderator og styrede med charme og hård hånd ekspertpanelerne og politikerpanelet under debatten. 4 forskellige cases fra den danske scenekunst blev præsenteret og efterfølgende debatteret. Det blev et vellykket arrangement med gode debatter og en teatersal fuld af et bevæget publikum.

Læs mere om debatarrangementet her

Se alle 4 videocases her:

Nye publikumsgrupper i teatret

Teatrets rolle i Danmarks internationale film- og TV-succeser

Danmarksfortællinger på teaterscenen

Teatret i skolen

Foto: Casper Koeller

8
jun

Billetsalget sætter ny rekord

Vi har været statistikken igennem mindst 30 gange for at være sikre – og den er god nok. Vi har allerede ved udgangen af maj måned et højere rabatsalg end nogensinde før for en hel sæson i de 9 sæsoner, hvor Scenit har ført denne statistik. Det er meget glædeligt og vi er megastolte både af det vellykkede markedsførings-, web- og kommunikationsarbejde fra Teaterbilletter-samarbejdets side og af alle jer på teatrene over den gode sæson i fællesskabet.

Statistik-opgørelsen her handler kun om sæson 17/18. Forsalget til sæson 18/19 ser også meget lovende ud, men vi kan desværre ikke trække statistik for rabatsalget før vi har fået tilskudspuljer fra Slots- og Kulturstyrelsen.

De tørre tal

Der er i alt solgt 429.047 billetter fra salgsstart den 25. april 2017 til 31. maj 2018. Heraf er 326.782 billetter solgt med rabat. I sidste sæson var der på samme tidspunkt solgt i alt 399.445 heraf 305.526 med rabat.

Der er stigende salg i alle kategorier. Der er solgt næsten 11.000 billetter mere med voksenrabat end på samme tidspunkt sidste år. Der er solgt ca. 10.500 flere billetter med børn/unge rabat og der er solgt ca. 8.300 flere løssalgsbilletter.

Læs hele statistikken her…

2
maj

Scenit og persondata

D.25. maj 2018 træder Persondataforordningen i kraft, og derfor ønsker vi at gøre jer opmærksomme på, hvordan Scenit håndterer den nye persondatalov i Tereba-sammenhæng. Tereba indeholder primært virksomhedsoplysninger og meget lidt persondata. Det er vigtigt, at I er klar over, hvordan rollefordelingen er (hvem er databehandler og hvem er dataansvarlig) og hvor I støder på persondata i Tereba.

Persondata i Tereba

I Tereba findes persondata kategoriseret som ”almindelige personoplysninger”. De persondata er:

  • i produktionen under ”Kreditering”, hvor I indtaster fulde navn på skuespillere, scenografer m.fl.
  • i produktionen under ”Foto”. Hvis et arrangementsfoto tydeligt viser en genkendelig person, så betragtes det som persondata.
  • i jeres Tereba-profils “Stamdata”, hvor I oplyser fulde navn på kunstnerisk ledelse, administrativ ledelse og kontaktperson.
  • og under “Kontakt”

Teatret/producenten er dataansvarlig

I følge persondataloven er teatret/producenten dataansvarlig. Det betyder, at du har det fulde ansvar for al data, som du indtaster i din Terebaprofil. Ansvaret indebærer, at du indtaster korrekte oplysninger og løbende opdaterer din Terebaprofil. Som dataansvarlig skal du være særlig opmærksom på ”de almindelige personoplysninger”. Vi anbefaler, at du indgår et skriftligt samtykke, inden du indtaster vedkommendes fulde navn eller benytter et genkendeligt foto i Tereba. Scenit skal ikke have samtykket. Det er et mellemliggende mellem teatret/producenten og jeres ansatte.

Scenit er databehandler

Rollen som databehandler tilkommer Scenit, der står bag databasen Tereba. Scenits opgave er at opbevare, beskytte og behandle data korrekt og i overensstemmelse med den nye persondatalov. Derudover har Scenit ansvaret for at informere jer om, hvad data bruges til og hvilket formål data tjener.

Formålet med de data du indtaster i Tereba er:

  • at synliggøre forestillinger i salg
  • formidle aktuel scenekunst til publikum
  • dokumentere og indsamle historiske data om professionel scenekunst i Danmark.

Scenit har fået til opgave af Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen at drive scenekunstportalen scenen.dk og indsamle data til scenekunststatistikken. Derudover videregiver Scenit data til vores faste datamodtagerne, der hjælper os med at opnå formålet med data.

Se Terebas faste databehandlere og datamodtagere her

Vi er i fuld gang med at udforme en databehandleraftale, hvor producenter/teatre skal godkende, at Scenit må behandle og opbevare deres data i Tereba i overensstemmelse med den nye persondatalov. Nærmere information om databehandleraftalen og proceduren for denne kommer ud til jer senere i maj.

25
apr

Sæsonlancering 18/19 på REPUBLIQUE

Kære teatre/producenter

I mandags mødtes teatrene bag Teaterbilletter til sæsonlancering 2018/19 samt fejring af Teaterkataloget, som I allerede har modtaget på teatrene. Husk at lægge det frem til jeres publikum. Teaterkataloget kan læses online her.

Kataloget distribueres på St. Bededag fredag d.27. april til alle faste kunder og samme dag med Dagbladet Information. Søndag d.29. april sendes kataloget ud med Politiken til alle abonnenter øst for Storebælt. Desuden distribueres det til alle caféer med kultursøjler, til biblioteker og sammen med Matas magasin ”Skøn” i Storkøbenhavn.

Scenit vil sammen med BilletBillet gerne sige tak til alle jer, der deltog i arrangementet på REPUBLIQUE. Det var dejligt at se så mange støtte op om Teaterbilletter-samarbejdet. Udover over teatrene havde vi også fornøjelsen af at have besøg af Ditte Hansen, der er ambassadør for Teaterbilletter den kommende sæson.

Vi glæder os over det gode samarbejde og ser frem til endnu en forrygende sæson.

8
mar

Forestillinger i salg den 25. april 2018?

Kære alle Scenit-teatre, som skal i sæsonkatalog og/eller have forestillinger til den kommende sæson i salg til den fælles sæsonlancering den 25. april.
HUSK: der er deadline i dag, fredag den 9. marts, for upload af annoncer i Tereba. Derefter kommer 1 korrekturgang. Husk også at tjekke jeres spilledatoer og billetpriser i forbindelse med korrekturen.

Vi kan se at flere mangler at indtaste priser og spilledatoer m.v. i Tereba, som er nødvendige for at vi kan sende alle data videre til Billetten A/S, som skal i gang med at oprette selve online-salget. I skal færdiggøre jeres arrangementsoprettelser NU!

Rabatter og formidlingstilskud
Der er også en del spørgsmål vedrørende priser og rabatter. Start med at fastsætte forestillingens løssalgspris (-priser, hvis I har flere billetkategorier) inkl. moms. Hvis prisen er 125 kr. inkl. moms eller mere, så følger I den normale rabatstruktur. Der er ingen øvre grænser for løssalgsprisen – ud over hvad I tror på publikum vil betale.

Normal rabatstruktur inkl. moms:
Obligatoriske rabatter i samarbejdet:

  • Teaterrabat (3 forestillinger på 1 sæson) = løssalgspris minus 50 kr.
  • Børn/unge rabat (ikke fyldt 25 år) = løssalgspris minus 70 kr.
  • Voksengruppe rabat (10 voksne) = løssalgspris minus 40 kr.

Valgfrie rabatter

  • Studerende over 25 år (med studiekort) = løssalgspris minus 50 kr.
  • Ung gruppe (6 børn/unge under 25 år): altid 40 kr. pr. billet

Lav rabatsats inkl. moms: 

Hvis din løssalgspris ligger mellem kr. 80 – kr. 124,50, så gives der lav rabatsats.

Obligatoriske rabatter i samarbejdet:

  • Teaterrabat (3 forestillinger på 1 sæson) = løssalgspris minus 40 kr.
  • Børn/unge rabat (ikke fyldt 25 år) = løssalgspris minus 40 kr.
  • Voksengruppe rabat (10 voksne) = løssalgspris minus 40 kr.

Valgfrie rabatter

  • Studerende over 25 år (med studiekort) = løssalgspris minus 40 kr.
  • Ung gruppe (6 børn/unge under 25 år): altid 40 kr. pr. billet

Den rabat, som I giver, dækkes af Formidlingstilskuddet for jer som har søgt samlet via Scenits fællesansøgning TILFO. Der er ikke moms på tilskud. Derfor udbetaler Scenit et tilskud pr. billet efter hver spilleperiodes afslutning, som er lig med rabatten minus moms.

Særligt om Ung Gruppe-rabat

Ung gruppe retter sig i høj grad mod børnehaver, skoler, gymnasier osv. Der er fast pris, så skoler og institutioner kan budgettere med teaterbesøg for mange børn og unge. Der udbetales tilskud ved normal rabatstruktur, så det svarer til en løssalgspris på 115 kr. og så efterreguleres der med yderligere op til 8 kr. i det omfang der er midler tilbage i puljen ved sæsonens afslutning.

Ung gruppe er valgfri. Det er oplagt at børneteatrene tilbyder rabatformen fast. Hvis I har voksenforestillinger, som har potentiale til gymnasieklasser el. lign., kan I vælge at tilbyde rabattypen f.eks. til forestillinger tirsdag, onsdag, torsdag. Hvis der er ledig kapacitet til en forestilling, kan man også tilbyde Ung Gruppe i prisgruppe B, men så vil der være en del egenfinansiering, da tilskuddet ligger fast.

I er altid velkomne til at kontakte os, hvis der er spørgsmål til rabatsamarbejdet, billetpriser og formidlingstilskud. Tjek også formidlingshåndbogen her: http://www.scenit.dk/formidlingshaandbogen-2018-2019

2
feb

Statistik for januar 2018

Kære teatre og producenter

Det går stadig godt med billetsalget. Så her er endnu en god billetstatistik for sæson 2017/18. Statistikken er beregnet fra salgsstart den 25. april 2017 til udgangen af januar måned.

Billetsalget i januar måned har været virkelig flot. Den pludselige stigning i salget af rabatbilletter til børn og unge handler nok meget om efterregistrering af rabatsalget fra jul, men det ændrer jo ikke på, at sæsonen samlet set tegner rigtigt godt.

Klik her for Salgsstatistik 01-02-2018