20
dec

Glædelig jul og godt nytår

Scenit siger glæd’lig jul, Scenit siger jul

De’ har været et dejligt år, men slutter lige nu

Scenit siger glæd’lig jul, Scenit siger jul

Et site fyldt med skønt teater, hvor er I bar’ cool!

Vi glæder os til næste år, med alt det I har gemt

for hva mon I taster i Tereba?!

Ihh, hvor er vi spændt!

Scenit siger glæd’lig jul, Scenit siger jul

Syng med på denne Scenit-dinke-duuuu!!!

 

Vi ønsker alle teatre og teaterproducenter i samarbejdet rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

 

Kærlig hilsen

Søren, Kit, Knirke, Trine, Johanne og Pernille

 

PS. Vores julekort skal synges til melodien “Søren Banjomus” 🙂

14
dec

Workshop om gæstespil

Scenit og Billetten afholder i det nye år en workshop for alle teatre, der arbejder med gæstespil.

Workshoppen afholdes onsdag d.16. januar 2019 kl. 10-13 hos Scenit, Nørrebrogade 52, 2.th. 2300 København N

Læs hele invitationen her 

SU. Tilmelding senest d.11 januar 2019 til Knirke kc@scenit.dk

 

6
nov

LET, GRØN OG ONLINE

Scenit har mange samarbejdspartnere, og vi leverer data fra Tereba til scenekunstbranchen. Nu kommer der endnu en farve på paletten. Scenit har indgået et nyt og spændende samarbejde med Danmarks Teaterforeninger. Vi har glædet os til at bringe denne nyhed, og Den Grønne Brochure Online er allerede nu klar til besøg.

Den Grønne Brochure Online erstatter Danmarks Teaterforeningers trykte brochure Den Grønne Turneteaterbrochure. Formålet med en ny online udgave er, at det skal være lettere for producenterne at markedsføre sig over for teaterforeningerne – og for teaterforeningerne at orientere sig i det aktuelle udbud af turnéproduktioner. Producenterne får med Den Grønne Brochure Online et altid opdateret udstillingsvindue, hvor teaterforeninger kan blive inspireret til den kommende sæson og hente oplysninger om formidlingsgodkendte turnéproduktioner i salg.

Teaterproducenterne skal blot indtaste deres produktionsoplysninger i Tereba, som de plejer. Vi sørger for, at oplysningerne i Tereba videresendes til Den Grønne Brochure Online. Derfor er det vigtigt, at din produktion er opdateret, og Tereba altid indeholder korrekte oplysninger. Husk særligt journalnummer, scenetekniske krav, salgspriser og kontaktoplysninger, så teaterforeningerne nemt kan kontakte jer.

Et overblik over de 4 sider

Tereba er grundsten for en række platforme, som henvender sig til forskellige målgrupper.

  • Scenen.dk – er en scenekunstplatform, hvor publikum kan se alle forestillinger i salg.
  • Scenen.dk/produktionssiden – indeholder alle produktioner i salg, henvendt til arrangører og spillesteder.
  • Den Røde Brochure Online– indeholder alle refusionsgodkendte turnéproduktioner, særlig henvendt til kommunale institutioner fx skoler og biblioteker.
  • Den Grønne Brochure Online – alle turnéproduktioner, som er godkendt til formidlingstilskud og andre støtteordninger. Siden er særlig henvendt til teaterforeninger og andre arrangører af turnéteater.

Vi ses i Kolding!

Scenit deltager i Danmarks Teaterforeningers Teaterseminar d.16-18 november 2018. Kig forbi vores stand, hvis I ønsker at se (nogle af) ansigterne bag Tereba, har spørgsmål eller bare lige vil sige hej.

25
sep

BONUS & GEBYR

Den 25. april 2018 indførte Teaterbilletter-samarbejdet kundegebyrer på billetter købt på teaterbilletter.dk og Teaterbilletters app. Kundegebyrerne er indført, så vi kan bringe Teaterbilletter-samarbejdet videre, imødekomme behovet for digital udvikling og for at styrke scenekunsten i folks bevidsthed.

Scenits bestyrelse besluttede samtidig, at alle teatre, som sælger billetter med gebyr på teaterbilletter.dk via Scenit, skal have 20 % af gebyrindtægten udbetalt som bonus. Tanken er at styrke teaterbilletter.dk ved at gøre det attraktivt for jer at sætte alle jeres billetter til salg på den fælles platform.

Billetgebyrerne inkl. moms er:

  • 5 kr. i ordregebyr pr. samlet ordre
  • 10 kr. pr. billet i billetgebyr for billetter til 80 kr eller derover
  • 5 kr. pr. billet i billetgebyr for billetter til 79,50 kr. eller derunder

Ung gruppe, fribilletter og tilkøb (mad, drikkevarer mv.) er fritaget for gebyrer.

Systemet er nu på plads, og vi er i gang med opgørelsen af teatrenes bonus. Det gælder kun de teatre og producenter, der sælger billetter på teaterbilletter.dk via Scenit. Fremover vil I modtage bonusopgørelse samtidig med jeres tilskudsrapporter.

Vi håber på, at den nye bonusordning kan styrke teatrene i samarbejdet.

6
sep

Mobil teaterbillet

Så er app’en klar! Teaterbilletters kunder kan nu downloade den helt nye Teaterbilletter-app, der både fungerer til iPhone og Android. I vil derfor opleve på teatrene, at publikum denne sæson viser deres teaterbillet gennem vores app.

App’en fungerer stort set som salgssitet teaterbilletter.dk, hvor kunden kan se alle forestillinger i salg. Kunden kan nemt logge ind med samme log-in (mail og kodeord), og købshistorik og optjent teaterrabat bliver overført fra teaterbilletter.dk til app’en – og omvendt. Derudover kan kunden tilføje sine favoritter ved at trykke ❤ ved forestillingen. App’en er udviklet i et samarbejde med CPH Stage og udformet af Molamil.

Vi hos Scenit og BilletBillet har glædet os meget til at præsentere den færdige app for jer.

Læs mere om Teaterbilletters nye app på Teaterspot.

 

 

29
aug

Debatten bevægede publikum

Uden for piskede sommerregnen ned, men inden for på Limfjordsteatret blev der diskuteret scenekunst, grinet og klappet. Torsdag d.23. august 2018 deltog Scenit som medarrangør i debatarrangementet ”Scenekunsten bevæger os” under Kulturmødet på Mors. Anne Middelboe Christensen var moderator og styrede med charme og hård hånd ekspertpanelerne og politikerpanelet under debatten. 4 forskellige cases fra den danske scenekunst blev præsenteret og efterfølgende debatteret. Det blev et vellykket arrangement med gode debatter og en teatersal fuld af et bevæget publikum.

Læs mere om debatarrangementet her

Se alle 4 videocases her:

Nye publikumsgrupper i teatret

Teatrets rolle i Danmarks internationale film- og TV-succeser

Danmarksfortællinger på teaterscenen

Teatret i skolen

Foto: Casper Koeller

9
aug

Mød os på Kulturmødet

I løbet af foråret har Scenit sammen med en række scenekunstorganisationer- og foreninger planlagt et debatarrangement til Kulturmødet på Mors. Overskriften er Scenekunst bevæger os, og 4 forskellige cases fra det danske teaterliv skal danne ramme for en diskussion mellem et inviteret politiker- og ekspertpanel.

Vi glæder os til arrangementet og husk at kigge forbi, hvis du deltager i Kulturmødet.

Tid: Torsdag den 23. august kl. 19.15
Sted: Limfjordsteatret, Skolegade 14, 7900 Nykøbing Mors

Læs invitationen her

 

Foto: Daniel Buchwald, Tvind “The Musical” 

12
jul

Lad os dele de gode historier

Hos Scenit vil vi gerne dele de gode nyheder om, hvor godt det går med dansk scenekunst. Som I ved, har billetsalget med rabat slået rekord igen i denne sæson. Det går godt på mange fronter, og vi har valgt at fokusere på historien om, at unge går meget i teatret. Netop denne vinkel på det flotte billetsalg mener vi, vil fange pressen interesse. Vi håber, at historien kan skabe noget opmærksomhed omkring scenekunst i Danmark.

Læs hele pressemeddelelsen her

Foto: PR/Hils din mor

4
jul

Statistik med solskins-tal

Hermed en statistik både for hele sæson 2017/18 og for maj-juni salget vedrørende sæson 2018/19. Vi kan med stor glæde meddele jer, at billetsalget går godt. Publikum benytter i højgrad rabatordningen, og forsalget til 2018/19 tyder allerede på, at vi kan se frem til endnu en forrygende sæson.

Læs hele statistikken her

Vi ønsker alle en rigtig god sommer!

2
maj

Scenit og persondata

D.25. maj 2018 træder Persondataforordningen i kraft, og derfor ønsker vi at gøre jer opmærksomme på, hvordan Scenit håndterer den nye persondatalov i Tereba-sammenhæng. Tereba indeholder primært virksomhedsoplysninger og meget lidt persondata. Det er vigtigt, at I er klar over, hvordan rollefordelingen er (hvem er databehandler og hvem er dataansvarlig) og hvor I støder på persondata i Tereba.

Persondata i Tereba

I Tereba findes persondata kategoriseret som ”almindelige personoplysninger”. De persondata er:

  • i produktionen under ”Kreditering”, hvor I indtaster fulde navn på skuespillere, scenografer m.fl.
  • i produktionen under ”Foto”. Hvis et arrangementsfoto tydeligt viser en genkendelig person, så betragtes det som persondata.
  • i jeres Tereba-profils “Stamdata”, hvor I oplyser fulde navn på kunstnerisk ledelse, administrativ ledelse og kontaktperson.
  • og under “Kontakt”

Teatret/producenten er dataansvarlig

I følge persondataloven er teatret/producenten dataansvarlig. Det betyder, at du har det fulde ansvar for al data, som du indtaster i din Terebaprofil. Ansvaret indebærer, at du indtaster korrekte oplysninger og løbende opdaterer din Terebaprofil. Som dataansvarlig skal du være særlig opmærksom på ”de almindelige personoplysninger”. Vi anbefaler, at du indgår et skriftligt samtykke, inden du indtaster vedkommendes fulde navn eller benytter et genkendeligt foto i Tereba. Scenit skal ikke have samtykket. Det er et mellemliggende mellem teatret/producenten og jeres ansatte.

Scenit er databehandler

Rollen som databehandler tilkommer Scenit, der står bag databasen Tereba. Scenits opgave er at opbevare, beskytte og behandle data korrekt og i overensstemmelse med den nye persondatalov. Derudover har Scenit ansvaret for at informere jer om, hvad data bruges til og hvilket formål data tjener.

Formålet med de data du indtaster i Tereba er:

  • at synliggøre forestillinger i salg
  • formidle aktuel scenekunst til publikum
  • dokumentere og indsamle historiske data om professionel scenekunst i Danmark.

Scenit har fået til opgave af Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen at drive scenekunstportalen scenen.dk og indsamle data til scenekunststatistikken. Derudover videregiver Scenit data til vores faste datamodtagerne, der hjælper os med at opnå formålet med data.

Se Terebas faste databehandlere og datamodtagere her

Vi er i fuld gang med at udforme en databehandleraftale, hvor producenter/teatre skal godkende, at Scenit må behandle og opbevare deres data i Tereba i overensstemmelse med den nye persondatalov. Nærmere information om databehandleraftalen og proceduren for denne kommer ud til jer senere i maj.